Til fest på Kronborg Slot
Kronborgs tårne strækker sig op mod himlen. Solen fanger slottets tage og får strålerne til at danse på kobberet. 150 vognkærrer skrumpler afsted mod det funklende slot på bastionen i Øresund. De er pakket med møbler, puder, tæpper og bøger. Frederik 2. er på vej til Kronborg med hele sit følge af tjenere og ejendele. Han skal holde fest på slottet for adelen og for fine folk fra hele Europa. Hofmesterinden sørger for, at slottet indrettes med kongen og dronningens møbler, tæpper, friske blomster og dronningens papegøje. I kaminen er der lagt velduftende sandeltræ, og lysekronerne har fået honninglys i stagerne.
Skål med kanonen
De næste dage vil det fornemme selskab feste i slottets Dansesal. Lange borde dækkes med sølvtøj og krystalglas. Tjenere serverer 24 retter til hver enkelt gæst. Østers, vildt, eksotiske frugter og andre dyre delikatesser er på menuen. De skylles ned med vin og øl. Kongen vil rejse sig, hæve sit glas og udbringe en skål. I samme nu vil trommerne rulle og trompeterne gjalde. Uden for fæstningsvolden står artilleristerne klar ved kanonerne og ved lyden af trompeterne, saluterer de kongens skål med øredøvende brag, der kan høres helt over på den anden side af Øresund.