Besøg Kronborg Slot
Velkommen til Kronborg
Kronborg er nok det mest berømte slot i Danmark, kendt verden over fra Shakespeare's Hamlet. Og det er på én gang et spektakulært renæssanceslot og en monumental militær fæstning.
Hvis væggene kunne tale, ville de fortælle om svenskernes belejring af slottet. Om Frederik 2.s sundtold, der gav kongen så stor rigdom, at hans overdådige festmiddage på slottet gjorde både ham og Kronborg kendt i hele Europa. En rigdom, der også gavnede hans søn Christian, den senere Christian 4. Det var også her, Caroline Mathilde sad fængslet, mens hendes skæbne blev afgjort efter affæren med Struensee. Og i kasematterne under slottet kan man se ruinerne af Margrete 1. og Erik af Pommerns middelalderborg Krogen. I dag vogter Holger Danske hernede. Han sidder klar til kamp, hvis Danmark skulle blive angrebet.
Kronborg, der stod færdigt i 1585, blev i år 2000 optaget på UNESCO's verdensarvsliste.