Kronborgtapeterne
Året er 1584. I Hans Kniepers værksted i Helsingør arbejdes der på højtryk. Byggeriet af Kronborg nærmer sig sin afslutning, og det samme skal derfor være tilfældet for slottets dekorationer. Væverne lægger sidste hånd på kongens ordre, en serie på 43 tapeter tiltænkt udsmykning af den store dansesal til kongens store fester.
Hans Knieper kommer fra Antwerpen og er kunstmaler. I 1577 bliver han hentet til Danmark som hofmaler. Han skal også stå i spidsen for produktionen af tapeter til Kronborg, der er under opførsel.
Bæltet gennem det nuværende Holland, Belgien og nordlige Frankrig er centrum for den europæiske tekstilproduktion, og enorme og kostbare vægtæpper i uld og silke er luksusanskaffelser for europæiske fyrstelige og adelige.
Tapeterne bliver oftest importeret, men Frederik 2. vil have hånd i hanke med produktionen til Kronborg og får den placeret så nær slottet som muligt. Knieper bliver sendt til sin hjemegn for at hente vævere og materialer. Han tegner eller maler på papir de patroner, som væverne siden væver efter. Arbejdet er i gang.
Kongerækken som propaganda
Frederik 2. er i strid med den svenske konge, Erik den 14. De forsøger hele tiden at overgå hinanden, og fyrstelig legitimitet ligger blandt andet i at kunne fremvise en så lang og glorværdig slægtshistorie som muligt. Erik har bestilt en række tapeter med portrætter af svenske sagnkonger. Det må Frederik 2. overgå. Resultatet er en serie med 101 danske sagnkonger og regenter portrætteret på 43 tapeter. Fra sagnkongen Dan til Frederik 2. og hans lille søn, den senere Christian 4., bliver myter og historier om kongerne vævet med silke og garn.
Senere tider har ikke stor bevidsthed om tapeternes kulturelle og kunstneriske værdi, og tapeterne bliver flyttet til forskellige andre slotte. Flere bliver klippet i stykker og tilpasset døråbninger. Flere går tabt i brande. I dag findes kun 15 af de oprindelig 43 stadig. 8 på Nationalmuseet i København, mens 7 af dem er flyttet tilbage til deres oprindelige hjem på Kronborg.