Graasten Slotshave
Svungne stier, store plæner, skovpartier, søer og blomsterbede, som på enestående vis spiller sammen med den sønderjyske natur. Sådan er Graasten Slotshave. Det omgivende landskab med søer, snoede vandløb og grønne enge opleves som om, det hører med til haven.
Da den romantiske have bliver anlagt i anden halvdel af 1700-tallet, ’låner’ man nemlig af landskabet og skaber en sammenhængende komposition af have og natur.
Dronning Ingrid og blomsterne
Også blomsterpragten er fantastisk. Dronning Ingrid, som elskede blomster, sætter igennem mange år sit store præg på haven, som dermed bliver et levende eksempel på nutidig kongelig havekunst. Haven er milevidt forskellig fra den sirlige barokhave, som lå her i 1600 og 1700-tallet. Dengang omgav snorlige stier, firkantede bede, skulpturer og springvand et monumentalt barokslot.
Dronning Margrethe sætter sit præg på haven
Dronning Margrethe fortsætter sine forældres mangeårige tradition med at bruge Graasten Slot til sommerophold. Dronningen sætter i dag sit præg på havens farveholdninger og plantevalg.